Billedkunstlinjen

I faget Billedkunst på Sdr. Feldings Efterskole udvikler eleverne deres egne idéer ved at lege med og udforske forskellige teknikker og materialer. Eleverne eksperimenterer, fordyber sig, gentager sig selv og forfølger deres idé fra tanke over handling til et færdigt produkt.

 Vi arbejder med, at den enkelte elev, bevarer sin nysgerrighed, udfordrer sig selv og udvikler sin helt egen udtryksform.

Udviklingen af det individuelle sker altid i en fælles ramme til gensidig glæde og inspiration.

I Billedkunst er der plads og ro til fordybelse. Eleverne lærer at give processen tid og at gøre produkterne helt færdige, så de kan være stolte af resultatet. Processen er åben som legen, og eleverne får brug for iagttagelse, sanser, fantasi, inspiration og viden. Det er et fag, hvor fantasien får frit løb, og hvor eleverne opdager, ved at eksperimentere.

Vi afslutter projekterne med en udstilling eller et andet produkt her på efterskolen, så elevernes arbejde synliggøres, og andre på skolen kan få glæde af det.

 Eleverne skal lære at arbejde på et værksted. De skal vide, hvordan de skal bruge de forskellige materialer og værktøjer, og hvordan de undgår unødigt spild af materialer,og de skal lære at rydde op efter sig selv. På den måde bliver de selvhjulpne og kan bruge lokalet, når de har lyst.

Min rolle, som underviser og inspirator er at præsentere idéer, teknikker og arbejdsmetoder. Jeg giver plads til elevernes egne eksperimenter og støtter dem i at udvikle egne personlige udtryk. Når jeg giver respons, skal det være med stor respekt, for elevernes egne udtryk.

 Vi arbejder med plane og rumlige billeder. Vi vil arbejde med formgivning i ler, glas og andre materialer så som fliser til ikoner, genbrugsmaterialer til skulpturer samt naturens materialer efter årstiden.

Made by Outsource dk